Målgruppe Kurset henvender sig primært til personer, der har allerede har et vist kendskab til grundvandsmodellering, og som har behov for at kunne vurdere usikkerheder på modelberegninger og usikkerheders betydning for vandforvaltningen. Det vil bl.a. være medarbejdere i kommuner, miljøcentre og rådgivende ingeniørfirmaer, som arbejder med forvaltning af vandressourcer herunder implementering af Vandrammedirektivet.
Formål Kurset vil give deltagerne en forståelse af de usikkerheder, der optræder i forbindelse med grundvandsmodellering, og det vil sætte deltagerne i stand til at håndtere og planlægge usikkerhedsanalyser til forskellige typer opgaver.
Indhold I kurset gennemgås forskellige aspekter af usikkerhed med hensyn til terminologi, hvordan kan usikkerhed karakteriseres, hvilke forskellige typer usikkerhed findes, hvordan kan usikkerhed reduceres. Deltagerne bliver præsenteret for et bredt spektrum af værktøjer til karakterisering og håndtering af usikkerhed i forbindelse med modellering. De forskellige metoders anvendelse illustreres ved hjælp af eksempler. I en gennemgående øvelse fokuseres der på kvantificering af fejlkilder og usikkerheder på den hydrogeologiske tolkningsmodel og på modelparametre. Herigennem vil deltagerne opnå erfaring med vurdering af parameterusikkerhed via invers modellering og med at benytte Monte Carlo teknik til at vurdere hvordan parameterusikkerhed forplanter sig gennem modelberegninger til usikkerhed på modelprædiktioner.
Omfang Kurset har en belastning svarende til 5 dage.
Form Kurset vil bestå i skiftevise forelæsninger, computerøvelser og diskussioner af resultater og problemer. Deltagerne vil arbejde med en gennemgående øvelse, hvor GMS benyttes til at vurdere usikkerheder på vandløbspåvirkning og identificere den bedst mulige placering af en vandindvinding, så givne vandløbsmålsætninger kan overholdes med en given sandsynlighed. Forelæsningerne vil dels være direkte støtte til øvelsen og dels indrage andre metoder til usikkerhedsvurderinger, således at deltagerne bliver introduceret til et bredt spektrum af værktøjer og problemstillinger.
|