|
Målgruppe Kurset omhandler modellering af det hydrologiske kredsløb og henvender sig til medarbejdere i kommuner og miljøcentre, der arbejder med forvaltning af vandressourcer herunder implementering af Vandrammedirektivet. Kurset er også åbent for andre deltagere der arbejder med modeller og vandforvaltning.
Formål Deltagerne vil erhverve sig viden om integrerede vandressourcemodeller, primært MIKE SHE, i forhold til forståelse af en numerisk model, muligheder og begrænsninger ved modellen og den videre anvendelse af modelresultater i forvaltningsopgaver. Deltagere vil blive bedre rustet til at definere krav i forbindelse med modelopgaver samt fortolke modelresultater. Der introduceres nye integrerede modelkoncepter undervejs fra forskning til anvendelse.
Indhold I kurset gennemgås det hydrologiske kredsløb og de overordnede fysiske love for de enkelte komponenter af kredsløbet. En integreret og distribueret hydrologisk model introduceres til modellering af vandets bevægelse og stoftransport. I kurset gennemgås modelleringsprocessen fra opstilling af konceptuelle modeller for de enkelte komponenter, kalibrering og validering af modellen samt præsentation og fortolkning af resultater. Usikkerheder forbundet med modelresultater og hvordan de kan håndteres belyses. Parametre med afgørende effekt på modelresultaterne bestemmes og det diskuteres med hvilken nøjagtighed og rimelighed forskellige typer resultater, med en given tidslig og rumlig opløsning, kan anvendes. Sondring mellem lokal og regional skala samt problemer omkring fleksibel op- og nedskalering berøres.
Da anvendelsen er styrende for hvordan modellen opbygges, kalibreres og valideres tages der udgangspunkt i integrerede modeller med forskellig anvendelse indenfor praktisk vandforvaltning. Der vil blive lagt vægt på at give deltagerne en forståelse for modellernes anvendelighed og opnå en realistisk holdning til hvad en integreret model repræsenterer og hvordan resultater herfra kan fortolkes. Desuden vil deltagerne blive konfronteret med opgaven - hvordan sikres det at en numerisk model bedst muligt tjener sit formål ?
Omfang Kurset har en belastning svarende til 4 dage.
Form Kurset vil bestå i skiftevise indlæg og korte lektioner kombineret med plenum diskussion og øvelser, hvor fortolkning af model output er i højsædet. For basis træning omkring praktisk modelopstilling og brug af modellens generelle grafiske brugerflade vil der blive givet træningsøvelser i MIKE SHE.
|