Info om E-VA


Vandressourceforvaltningen i Danmark står over for store udfordringer i de kommende år. Først og fremmest resulterer kommunalreformen i store strukturelle ændringer. Amterne nedlægges og deres opgaver fordeles mellem kommuner, miljøcentre og regioner. Der vil derfor være mange medarbejdere i de nuværende kommuner og amter, som får nye arbejdsopgaver og som derfor har behov for at opgradere deres faglige viden på vandressourceområdet. Desuden stiller implementeringen af EU-direktiver såsom Vandrammedirektivet nye krav til integreret forvaltning af vandressourcerne i Danmark. Der er derfor behov for efteruddannelse af ansatte både i miljøforvaltningen i den kommunale/statslige sektor og for konsulenter/rådgivere i private firmaer. Efteruddannelsen i vandressourcer (EVA) vil give en faglig baggrund for integreret vandressourceforvaltning i Danmark.

Det foreslåede forskningsbaserede efter - og videreuddannelsestilbud består af en række kompetencegivende enkeltfag, der samlet giver en bred uddannelse indenfor forvaltning af vandressourcerne i Danmark. Uddannelsen henvender sig til personer med en teknisk og/eller naturvidenskabelig uddannelsesbaggrund, som ønsker at få opdateret deres viden og få udvidet deres faglige kompetencer inden områder, der inkluderer vandressourceplanlægning, vandindvindingstilladelser (inkl. påvirkning af f.eks. vandløb og vådområder), kortlægning af grundvandsressourcen (størrelse, kvalitet og kvantitet), indsatsplaner for grundvandsbeskyttelse samt overvågning af grundvandets kvantitet og kvalitet. Desuden vil uddannelsen være relevant for personer, der beskæftiger sig med landbrugets påvirkning af vandmiljøet med f.eks. næringsstoffer. Da mange af de nævnte områder benytter sig af hydrologiske modeller som værktøj til at belyse de relevante problemstillinger, er der et behov for at forstå, hvordan modelværktøjerne er opbygget, hvordan de fungerer, og hvor pålidelige de resultater, som de generer, er. Uddannelsens målgruppe består af medarbejdere i de kommende storkommuner, de statslige miljøcentre, regionerne, vandforsyningerne, private rådgivere og landbrugskonsulenter. Uddannelse udbydes af et netværk bestående af Københavns Universitet, Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelser, Dansk Jordbrugsforskning, DHI – Institut for Vand og Miljø samt Watertech a/s.



Forskningsbaseret efter- og videreuddannelse i vandressourcer (E-VA) er udviklet i et samarbejde mellem: